10/04/2025 0 Kommentarer
Sogneudflugt til Himmelske Dage i Silkeborg.
Sogneudflugt til Himmelske Dage i Silkeborg.

Nu er der mulighed for at opleve Kirkernes Folkemøde i Silkeborg sammen med andre fra Gråsten-Adsbøl sogn.
Kirkenes Folkemøde, Himmelske Dage, er et stort arrangement med mere end 250 forskellige tilbud i Kristi Himmelfartsdagene 2025, og vi tager derop fredag d. 30. maj.
Program for dagen:
7.30: Afgang med bus fra Slotsbakken i Gråsten.
Vi spiser et rundstykke og drikker en kop kaffe undervejs.
10.15: Paulus vs. Poulsen.
Biskop stiller Paulus til regnskab for nogle af de mere tvivlsomme formaninger, som har præget kristendommen
Kom og mød biskop Henrik Wigh-Poulsen, der fortæller om bogen Paulus’ Brev til Romerne, der er en del af serien Bibelen læst af …, der udfolder Bibelens mange skrifter. Biskoppen skriver et brev til sin gamle kollega med undren, med spørgsmål, med formaninger og sætter det gamle brev ind i nutiden, for at se hvad der kan bruges, og hvad der måske skal læses lidt let hen over.
Henrik Wigh-Poulsen er forfatter og biskop over Aarhus Stift.
11.00: Genopfrisk Bibelens store linjer v. Gertrud Yde Iversen og Kirsten Nielsen
Søren Holst interviewer Gertrud Yde Iversen og Kirsten Nielsen om deres ny bog Bibelens store linjer og mange stemmer. Hvordan blev Bibelen til, hvis er den, og hvad består den af?
Kirsten Nielsen er professor dr.theol. Hun har undervist og forsket i Det Gamle Testamente ved Det Teologiske Fakultet i Aarhus.
Gertrud Yde Iversen er cand.theol. og ph.d. i Ny Testamente. Hun har som teolog, seminarielektor og præst beskæftiget sig med de bibelske tekster i oversættelse, fortolkning og undervisning.
12.00: Gospelgudstjeneste
Rune Herholdt er kendt for sin evne til at skabe nærvær gennem musikken, og sammen med The Gospelbrothers vil han lede os i en inspirerende gudstjeneste. Med kraftfulde sange og en smittende energi vil de bringe Guds kærlighed til live gennem gospelens dybe og inspirerende toner.
13.00: Er kristendommen igen blevet moderne?
Debat med skarpe iagttagere af kristendom og kirke
Himmelske Dage har inviteret fire skarpe iagttagere til debat: Står kristendommen stærkt i Danmark i dag? Er vi kommet på den anden side af de ny-ateistiske årtier efter 9/11 2001? Er kristendom vigtig i kultur- og værdidebatten? Sker der en fornyet genkristning af de intellektuelle? Har kulturkristendommen sejret sig ihjel? Og hvad siger de unge?
Debattører:
Christian Hjortkjær, forfatter og højskolelærer på Silkeborg Højskole
Sørine Gotfredsen, præst, forfatter og debattør
Bent Meier Sørensen, professor ved CBS, København
Anne Hjul Lybke, universitetsstuderende og medlem af KFUM og KFUKs hovedbestyrelse
Ordstyrer: Michael Bach Henriksen, kulturredaktør v. Kristeligt Dagblad
14.00: DR P1: Hvad ville Jesus have sagt?
DR P1 optager radioprogrammet ”Hvad ville Jesus have sagt?” – et brevkasseprogram, hvor et præstepanel giver deres bud på, hvad Jesus ville svare på lytternes dilemmaer. Vært er Anne-Grethe Bjarup Riis.
15.00: Hvad er vigtigst, hvis man vil være lykkelig?
Det er der mange bud på. Benedikts munkeregel fra den tidlige middelalder har sit, og det kan stadig være relevant, også selvom man ikke lever i kloster. Sr. Maria Lioba fortæller om benediktinsk spiritualitet og om taknemmeligheden som livsstil.
Foredrag af Sr. Maria Lioba OSB, (Benediktinsk ordenssøster i Sankt Lioba Kloster)
16.00: Bussen kører os hjem til Gråsten.
Pris: 150 kr.
Forplejning: Der vil være masser af muligheder for at købe frokost og snacks rundt om i Silkeborg. Man kan også vælge at tage en madpakke med. Forplejning er for egen regning.
Praktisk info:
* Der tages forbehold for ændringer i programmet.
* Som deltager på turen får man et armbånd gældende til alle arrangementer på dagen.
* Alle arrangementerne foregår i Silkeborg midtby og kan tilgås indenfor 15 minutter.
* Vi har på forhånd udvalgt en række forskellige foredrag og en enkelt koncert, men man er velkommen til at skifte arrangementerne ud med andre, eller at springe et arrangement over, hvis man hellere vil bruge tiden på en forfriskning på en café.
* Se flere detaljer og find det komplette program for Himmelske Dage på www.himmelskedage.dk
Tilmelding: Tilmelding og betaling sker via kirkens hjemmeside: www.graastenadsboelkirker.dk senest fredag den 8. maj.
Ved spørgsmål eller problemer med selve tilmeldingen: kontakt kirke- og kulturmedarbejder Britt Juul Rexen på tlf. 20807172
Ved spørgsmål til programmet eller selve dagen: kontakt sognepræst Hanne Beierholm Christensen på tlf. 26239609
Kommentarer